Hvad vil der ske? Tiden.

Jeg går til kor med en masse ældre. Vi passer godt sammen, vi mødes hver tirsdag. Hende, jeg sidder ved siden af, har et pulsur, der er mere smart end mit eget.

En dag taler nogen om et tidligere medlem. "Han er helt væk," siger de. Der bliver mærkeligt stille. 

Senere synger vi en salme af Lisbeth Smedegaard. "Så skrøbelige vidner/ på det, vi har holdt af/ en hånd, en røst/ der lød engang/ i vores dagligdag."

Så læner min sidekammerat sig over mod mig. "Vi ved jo ikke, hvor det ender," siger hun og ryster lidt på hovedet. "Ja, man ved det jo ikke. Hvad skal der ske?"

"Bare rolig!" siger jeg, lidt for frisk. "Hvis du ender derovre, kommer vi og synger for dig!" Jeg peger over mod plejehjemmet. 

Hun ser forskrækket på mig.