Herhjemme er vi avislæsere. Og det er på papir! Information og Kristeligt Dagblad er vores kombination, og den fungerer fint. Men for nylig skrev KD om modersmål på en måde, så jeg ikke rigtigt kunne være i mig selv. Her er den kronik, jeg satte mig ned og skrev. KD ville ikke bruge den, men så gør jeg det bare selv.
OBS: linker ikke til KDs artikler, for du kan alligevel ikke læse dem uden abonnement. Sorry. Here we go:
Søren Ryge skriver så smukt om sit modersmål d. 22. sep. Jeg vågner over avisen med min morgengrød, mens børnene larmer omkring mig. Det er tirsdag, og de ved, at Søren Ryge skriver i avisen om tirsdagen, for børn læser også avis.
I dag skriver Søren Ryge om at komme hjem til sit sprog. Om at bevæge sig fysisk i landskabet, mange kilometer, og pludselig være et sted, hvor sproget får ens hjerte til at slå på en særlig måde. Pludselig er man der, hvor de, og man selv, taler sammen på en måde, der ikke helt kan beskrives. Han siger det selv: ”Det er mig umuligt at forklare.”
Det er dog ikke kun modersmålet, han skriver om, men også det at bo i en grænseegn, udspændt mellem forskellige sprog. At kunne jonglere de forskellige former for dansk og de forskellige former for tysk uden at falde igennem.
Og så tænker jeg på Anders Ellebæk Madsens leder fra d. 14. september, som jeg ikke har kunnet glemme. Her skrev han om de udenlandske familier, som ikke kan tale godt nok dansk, og nævnte, at der findes familier, som ikke taler dansk i hjemmet. Som, forstår man på Ellebæk Madsen, ikke får øvet sproget med deres børn før skolestart og derfor ”reelt [har] meldt sig ud af det danske samfund.” For det må jo være logisk, at hvis dansk ikke øves hjemme, bliver det også dårligere, når man er ude.
Her var det, jeg lukkede avisen, gemte den væk og håbede, at husets teenager trods alt ikke læser ledere endnu. For var det os, Ellebæk Madsen skrev om? Ikke helt. Men lidt.
Hjemme hos os har vi to modersmål. Det kan man godt. Det eksisterer, også i forskningen. Vi taler både dansk og engelsk, således at jeg (danskfødt) taler dansk med børnene, og min partner (engelskfødt) taler engelsk med dem. Sammen taler jeg og min partner en blanding af sprogene - det kan man også godt. Tænk ”The Julekalender.” Metoden kaldes OPOL (one parent, one language) og lyder rigid. Jeg tænker, de fleste familier ender med en mere flydende tilgang, som børnene bliver større.
Vi er privilegerede, fordi vores ene modersmål ses som et positivt sprog. Engelsk er udbredt, nyttigt og, har vi tit fået at vide, charmerende. Men det er jo tilfældigt, at det lige er engelsk, der blev vores ene sprog. Var min partner vokset op i Kina, Brasilien eller Sudan, ville vi have talt anderledes herhjemme. Og var jeg selv opvokset et helt tredje sted, ville det have set endnu mere broget ud udefra. Ville der så have været umiddelbar forståelse for det? Det tvivler jeg på.
Vi taler ikke engelsk herhjemme, fordi vi vil give dem en uddannelsesmæssig fordel, men fordi sproget er deres navlestreng. Fordi det at vedligeholde, passe og pleje deres andet modersmål er at holde deres linje til at alt det, vi forlod i England, åben. Vi taler det, skriver og læser det, fordi modersmålet er Granny og Granpas stemmer og latter, er kysten ved Whitby og suget i maven, når flyet er ved at lande. Det er foråret, der kommer allerede i marts, og det er korsangen i York Minster, mens vi spejder efter James, som synger i koret. Det er at ringe til de engelske bedsteforældre og fortælle sidste nyt fra den midtfynske friskole.
At leve, som vi gør, er ikke forvirrende. Børnene er vant til at kunne favne. De er sprogligt stærke, både på dansk og engelsk. De skriver, taler, synger, rimer og skændes på begge sprog, alt efter hvilket land, de befinder sig i. Og de har været velsignede med lærere, som har støttet op om dette. Engelske bøger til frilæsning i dansk var f.eks. okay, for læsning er læsning, ligegyldigt hvilket sprog, det sker på. Og fordi der for dem ikke er forskel på at læse på det ene eller det andet sprog.
Også i forskningen eksisterer familier som vores. Og medmindre Kristeligt Dagblad er mere fremme på beatet i forhold til sprogforskning end jeg er, så har det ikke ændret sig: man har længe ment, at et stærkt modersmål (eller flere) skaber grundlaget for andre stærke sprog også. For sproget er som en muskel, der ikke bare selv bliver stærk ved træning, men også styrker de andre muskler, der sidder i nærheden.
Derfor giver det heller ikke mening, når Ellebæk Madsen harcelerer over udenlandske familiers mangel på dansk hjemme. Af den simple grund, at det ikke nødvendigvis er her, det gode dansk skal læres; hjemmet er ikke et klasselokale, men et hjem. Det er ude i samfundet, i klassen, i idrætshallen, gennem medierne og gennem (god) undervisning, at dansk skal læres. Meget gerne suppleret (som også beskrevet i KD 6. august 2026) med modersmålsundervisning. Fordi det stærke modersmål øger forståelsen for det danske.
Modersmål er to ting. Det er dyb sprogforståelse, og det er følelser. Følelserne er lige så uforklarlige og reelle som kærlighed, musik og det at føle sig hjemme i et særligt landskab. Modersmålet er følelsen af at komme hjem. Og derfor læser du måske denne kronik og tænker, jeg skriver om to ting på samme tid: sprogforståelse og følelser omkring sprog. Jeg vil mene, det er svært at skrive om det ene uden at skrive om det andet også.
Når du forlader et land, forlader landet ikke dig. Det bliver siddende, ligegyldigt om flytningen var frivillig eller ufrivillig, om du er flygtning eller indvandrer, om du er her permanent eller i kortere tid. Du er aldrig kun i det ene land, for en lille del af din sjæl hænger stadig i det andet. Efter vi var flyttet til Danmark, kæmpede vi længe med den mærkelige følelse af konstant hjemløshed, indtil jeg en dag mødte et tidligere missionærbarn. Som sagde: I falder ikke til ro, før I accepterer, at I altid vil være spændt ud mellem to steder. Hjemmet er i Danmark, arbejdspladsen, skolen og sproget er her, men en lille del af noget andet er også altid tilstede. Vi er både her og der.
Jeg kørte for nyligt i bil med en mand, der var flyttet hertil fra Tyrkiet som yngre. Nu har han store børn, der er i gang med det, man kunne kalde helt almindelige ungdomsliv. Uddannelse, den første bolig, et travlt socialt liv. Og han var stolt. Men fortalte mig også, at når han tager dem med tilbage til Tyrkiet for at se hans hjemstavn og møde familien, så er det hans store sorg, at børnene ikke kan tale med familien. Én eneste generation, og så var sproget stort set væk. Så udefra har han sikkert lignet den forbilledlige, godt integrerede indvandrer. Men i samtalen blev det klart, at noget manglede for ham. Forbindelsen mellem det, der er her, og det, der var engang. Hans modersmål var en gave, der aldrig var blevet givet videre.
Derfor skal vi tale sprog op, så simpelt er det. Vi skal lade være med at stirre os blind på det, mennesker ikke kan med deres sprog, og flage for det, de kan. Styrke sprogene, hvor de viser sig og huske, hvor danskerne selv kommer fra: ikke fra en simpel sproghistorie, hvor dansk faldt formfuldendt ned fra himlen en dag, men fra en kompliceret sproghistorie, hvor flere sprog har sameksisteret. Dansk, tysk, latin, fransk, lokale accenter så stærke, at det kunne være svært at forstå andre, grønlandsk og tegnsprog. Vi er, og har længe været, omgivet af langt flere sprog, og langt flere modersmål, end vi aner. Og at stille positivt ind på det ville gavne alle, vil jeg mene. Alles trivsel, alles sprog – i flertal.
At tale sammen på tværs er at binde verden sammen, og jeg tror inderligt på, at det er vejen frem til bedre sprog og større trivsel. Vi skal kunne give sproget videre til dem, der kommer efter os, og vi skal kunne tale sammen. Og i hjemmet skal vi have lov til, lykkeligt og uforstyrret, at være hjemme i vores sprog. At tale, læse og synge, på dansk, engelsk, swahili – og synnejysk.
No comments:
Post a Comment