November og farven gul, igen

Jeg glemte at sige, at efter jeg sidste år skrev om farven gul i november, har alt ændret sig. November er ikke længere mørk for mig, og jeg tror aldrig, den kan blive det igen. Den er lys: gylden, glødende. Jeg gik mod skoven i morges og tænkte det. At det nu er min gyldne måned. Og hvad ændrede sig? Er det, fordi jeg husker sidste års farver, eller ændrede jeg virkelig noget i min hjerne? Det er mærkværdigt. Det var bare et lille forsøg sidste år, det var tidsfordriv. Nu har det rykket på månedernes fylde. Deres fylde i mig. Tak, november.

Balle og hår og fadervor

Jeg læser Peter Nielsens meget, meget fine interview med Solvej Balle i Information. Jeg er helt stille indeni, mens jeg læser. Ser Marstal for mig, vi er der hvert år. Og noget i mig ler altid, når folk taler om, at det er et mere barsk sted end Ærøskøbing. Så husker jeg selv havnen nordpå om vinteren, lugten af fisk, når vi steg ud af skoletoget. Det at hade at cykle, fordi det altid, altid blæste.

Jeg bestemmer mig til at have Solvej Balle-frisure den næste uge, mens jeg tæller ned til udgivelsen af den sidste bog. Du kender mig på håret.

Og om det nye fadervor tænker jeg: hvorfor taler ingen om hvor inspireret de første linjer er at det engelske? Det er jo bare det, de har oversat. Thy kingdom come, thy will be done...  

Det er lørdag. Må det være dig en god dag. 

Mormor og november, tegning og digt

 

 

Min mormor blev født midt i november. Det er længe siden, hun døde, jeg husker ikke datoen længere. Men sidste år, på præcis dette tidspunkt, begyndte jeg at skrive digte om farven gul. Hver eneste dag i hele november, og senere i januar igen. Det var en åbenbaring: at gå igennem de måneder og fokusere på en enkelt farve. Nuancerne i den. Nu bliver november aldrig igen grå for mig; nu er den gul.

Her er et digt, jeg skrev om mormor. Og tegningen er en, jeg lavede efter et foto af hende som ung. Det ligner hende ikke rigtigt, men det er hende.

 

Senere

min mørkegule irritation

det klistrede efterårssnot

og sorgen

selvom det er et

kvart århundrede siden

 

er døden gul?

 

at jeg så på billederne

af

 

børneværelsets vægge

en stærkere nuance end husket

hendes fleecevest en jul hos os

(den ene jul, de kom)

vesten og den gyldne julekjole

hen over bordet holder hun

hans hånd

og roserne

der må have været gule roser

leopardungernes pels på

                pudebetrækket

og den blege honning

i den hvide mælk

 

var der mere?

en gul dug

til et rundt tebord? 

 

PS: syv af de gule digte blev udgivet i Slagtryk i år, du kan finde dem der. Engang i april, måske?  

Jeg går

Jeg går med til morgensang. Vi sidder trætte ved siden af hinanden, jeg retter ryggen, synger, retter ryggen igen. Som om tyngdekraften har ekstra kraft disse dage. Jeg går, jeg går over marken. Tågen visker mig ud. Den visker byen ud. Da jeg vender mig om, ser jeg intet andet end diset lys. 

Jeg går ind i skoven. En hare løber væk, men først, da jeg er tæt på. 

Jeg går hjem, jeg er alene. 

Anne Carson i LRB

 

 

Et Anne Carson-digt i det London Review of Books, der ankom med posten i går. Vi døde af grin.

At være i sit sprog

Herhjemme er vi avislæsere. Og det er på papir! Information og Kristeligt Dagblad er vores kombination, og den fungerer fint. Men for nylig skrev KD om modersmål på en måde, så jeg ikke rigtigt kunne være i mig selv. Her er den kronik, jeg satte mig ned og skrev. KD ville ikke bruge den, men så gør jeg det bare selv.

OBS: linker ikke til KDs artikler, for du kan alligevel ikke læse dem uden abonnement. Sorry. Here we go: 

    

Søren Ryge skriver så smukt om sit modersmål d. 22. sep. Jeg vågner over avisen med min morgengrød, mens børnene larmer omkring mig. Det er tirsdag, og de ved, at Søren Ryge skriver i avisen om tirsdagen, for børn læser også avis.

 

I dag skriver Søren Ryge om at komme hjem til sit sprog. Om at bevæge sig fysisk i landskabet, mange kilometer, og pludselig være et sted, hvor sproget får ens hjerte til at slå på en særlig måde. Pludselig er man der, hvor de, og man selv, taler sammen på en måde, der ikke helt kan beskrives. Han siger det selv: ”Det er mig umuligt at forklare.”

 

Det er dog ikke kun modersmålet, han skriver om, men også det at bo i en grænseegn, udspændt mellem forskellige sprog. At kunne jonglere de forskellige former for dansk og de forskellige former for tysk uden at falde igennem.

 

Og så tænker jeg på Anders Ellebæk Madsens leder fra d. 14. september, som jeg ikke har kunnet glemme. Her skrev han om de udenlandske familier, som ikke kan tale godt nok dansk, og nævnte, at der findes familier, som ikke taler dansk i hjemmet. Som, forstår man på Ellebæk Madsen, ikke får øvet sproget med deres børn før skolestart og derfor ”reelt [har] meldt sig ud af det danske samfund.” For det må jo være logisk, at hvis dansk ikke øves hjemme, bliver det også dårligere, når man er ude.

 

Her var det, jeg lukkede avisen, gemte den væk og håbede, at husets teenager trods alt ikke læser ledere endnu. For var det os, Ellebæk Madsen skrev om? Ikke helt. Men lidt.

 

Hjemme hos os har vi to modersmål. Det kan man godt. Det eksisterer, også i forskningen. Vi taler både dansk og engelsk, således at jeg (danskfødt) taler dansk med børnene, og min partner (engelskfødt) taler engelsk med dem. Sammen taler jeg og min partner en blanding af sprogene - det kan man også godt. Tænk ”The Julekalender.” Metoden kaldes OPOL (one parent, one language) og lyder rigid. Jeg tænker, de fleste familier ender med en mere flydende tilgang, som børnene bliver større.

 

Vi er privilegerede, fordi vores ene modersmål ses som et positivt sprog. Engelsk er udbredt, nyttigt og, har vi tit fået at vide, charmerende. Men det er jo tilfældigt, at det lige er engelsk, der blev vores ene sprog. Var min partner vokset op i Kina, Brasilien eller Sudan, ville vi have talt anderledes herhjemme. Og var jeg selv opvokset et helt tredje sted, ville det have set endnu mere broget ud udefra. Ville der så have været umiddelbar forståelse for det? Det tvivler jeg på.

 

Vi taler ikke engelsk herhjemme, fordi vi vil give dem en uddannelsesmæssig fordel, men fordi sproget er deres navlestreng. Fordi det at vedligeholde, passe og pleje deres andet modersmål er at holde deres linje til at alt det, vi forlod i England, åben. Vi taler det, skriver og læser det, fordi modersmålet er Granny og Granpas stemmer og latter, er kysten ved Whitby og suget i maven, når flyet er ved at lande. Det er foråret, der kommer allerede i marts, og det er korsangen i York Minster, mens vi spejder efter James, som synger i koret. Det er at ringe til de engelske bedsteforældre og fortælle sidste nyt fra den midtfynske friskole.

 

At leve, som vi gør, er ikke forvirrende. Børnene er vant til at kunne favne. De er sprogligt stærke, både på dansk og engelsk. De skriver, taler, synger, rimer og skændes på begge sprog, alt efter hvilket land, de befinder sig i. Og de har været velsignede med lærere, som har støttet op om dette. Engelske bøger til frilæsning i dansk var f.eks. okay, for læsning er læsning, ligegyldigt hvilket sprog, det sker på. Og fordi der for dem ikke er forskel på at læse på det ene eller det andet sprog.

 

Også i forskningen eksisterer familier som vores. Og medmindre Kristeligt Dagblad er mere fremme på beatet i forhold til sprogforskning end jeg er, så har det ikke ændret sig: man har længe ment, at et stærkt modersmål (eller flere) skaber grundlaget for andre stærke sprog også. For sproget er som en muskel, der ikke bare selv bliver stærk ved træning, men også styrker de andre muskler, der sidder i nærheden.

 

Derfor giver det heller ikke mening, når Ellebæk Madsen harcelerer over udenlandske familiers mangel på dansk hjemme. Af den simple grund, at det ikke nødvendigvis er her, det gode dansk skal læres; hjemmet er ikke et klasselokale, men et hjem. Det er ude i samfundet, i klassen, i idrætshallen, gennem medierne og gennem (god) undervisning, at dansk skal læres. Meget gerne suppleret (som også beskrevet i KD 6. august 2026) med modersmålsundervisning. Fordi det stærke modersmål øger forståelsen for det danske.

 

Modersmål er to ting. Det er dyb sprogforståelse, og det er følelser. Følelserne er lige så uforklarlige og reelle som kærlighed, musik og det at føle sig hjemme i et særligt landskab. Modersmålet er følelsen af at komme hjem. Og derfor læser du måske denne kronik og tænker, jeg skriver om to ting på samme tid: sprogforståelse og følelser omkring sprog. Jeg vil mene, det er svært at skrive om det ene uden at skrive om det andet også.

 

Når du forlader et land, forlader landet ikke dig. Det bliver siddende, ligegyldigt om flytningen var frivillig eller ufrivillig, om du er flygtning eller indvandrer, om du er her permanent eller i kortere tid. Du er aldrig kun i det ene land, for en lille del af din sjæl hænger stadig i det andet. Efter vi var flyttet til Danmark, kæmpede vi længe med den mærkelige følelse af konstant hjemløshed, indtil jeg en dag mødte et tidligere missionærbarn. Som sagde: I falder ikke til ro, før I accepterer, at I altid vil være spændt ud mellem to steder. Hjemmet er i Danmark, arbejdspladsen, skolen og sproget er her, men en lille del af noget andet er også altid tilstede. Vi er både her og der.

 

Jeg kørte for nyligt i bil med en mand, der var flyttet hertil fra Tyrkiet som yngre. Nu har han store børn, der er i gang med det, man kunne kalde helt almindelige ungdomsliv. Uddannelse, den første bolig, et travlt socialt liv. Og han var stolt. Men fortalte mig også, at når han tager dem med tilbage til Tyrkiet for at se hans hjemstavn og møde familien, så er det hans store sorg, at børnene ikke kan tale med familien. Én eneste generation, og så var sproget stort set væk. Så udefra har han sikkert lignet den forbilledlige, godt integrerede indvandrer. Men i samtalen blev det klart, at noget manglede for ham. Forbindelsen mellem det, der er her, og det, der var engang. Hans modersmål var en gave, der aldrig var blevet givet videre.

 

Derfor skal vi tale sprog op, så simpelt er det. Vi skal lade være med at stirre os blind på det, mennesker ikke kan med deres sprog, og flage for det, de kan. Styrke sprogene, hvor de viser sig og huske, hvor danskerne selv kommer fra: ikke fra en simpel sproghistorie, hvor dansk faldt formfuldendt ned fra himlen en dag, men fra en kompliceret sproghistorie, hvor flere sprog har sameksisteret. Dansk, tysk, latin, fransk, lokale accenter så stærke, at det kunne være svært at forstå andre, grønlandsk og tegnsprog. Vi er, og har længe været, omgivet af langt flere sprog, og langt flere modersmål, end vi aner. Og at stille positivt ind på det ville gavne alle, vil jeg mene. Alles trivsel, alles sprog – i flertal.

 

At tale sammen på tværs er at binde verden sammen, og jeg tror inderligt på, at det er vejen frem til bedre sprog og større trivsel. Vi skal kunne give sproget videre til dem, der kommer efter os, og vi skal kunne tale sammen. Og i hjemmet skal vi have lov til, lykkeligt og uforstyrret, at være hjemme i vores sprog. At tale, læse og synge, på dansk, engelsk, swahili – og synnejysk.

 

Allehelgen

Først er det morgen, jeg går til skoven, skovbrynet. Står lidt, vender om. Mejsefugle og gæs, og i den lave bevoksning lige ved siden af mig et dyr, der pusler og spiser. Jeg tænker dådyr? De er ikke menneskesky her og er ofte i nærheden. Skoven, skovbrynet, markerne ind mod byen.

Senere er jeg hjemme, dagen grålig. Vi pusler om hinanden alle fire. Tager noget op, lægger det fra os. Læser, ser noget af et program fra i går, som vi ikke blev færdige med. Før vi ved af det, er det ved at blive mørkt igen. Jeg fryser om anklerne.

I morgen er det Allehelgen. Jeg lytter til Tom Waits og Nick Caves "Waiting for you." Vi skal synge med koret i kirken, synge en af mine salmetekster. Jeg håber, den virker. At ordene lever.